Anmeldelser

Pressen skrev om Ulven:

Romanens fortæller elsker at være fortæller og være den, der ved alt i fortid, nutid og fremtid, kender alle hemmeligheder i lofter og kældre, ja hører, hvad legetøjet tænker. Men fortælleren har virkelig også meget at have sin olympiske begejstring i, for det er en mesterfortæller, og et eller andet sted bagved må Katrine Marie Guldager jo gemme sig. Hun kan godt nok skrive. Politiken

Guldager har skrevet en roman, der i modsætning til de foregående spartanske novellesamlinger med deres egen koncentrerede styrke virker som et orgie i digtekunst fra et andet årtusinde. Kristeligt Dagblad

Underholdningsværdien fejler ikke noget i Katrine Marie Guldagers historiske roman fra Køge, Ulven. Jyllands-Posten

En virkelig dejlig læseoplevelse, som kan anbefales til læsekredse og fans af Morten Ramslands Hundehoved. Litteratursiden.dk

Hvis det lyder kedeligt, så lad mig omgående slå fast: Det er det absolut overhovedet ikke. »Ulven« er derimod en lille perle af indædt historiefortælling, hvis eneste fejl er, at den slutter. Flensborg Avis

Pressen skrev om Lille hjerte:

Tonen i Guldagers romanfortællerstemme er og bliver noget helt særligt i den danske samtidslitteratur (…) der er kluk og indlevelse i hendes romanstemme. Information

Lille hjerte er andet bind af en krønike, der kører. Men det er også en superskarp og sammenhængende historie i sig selv. Nye læsere kan mageligt begynde her. Weekendavisen

Lun og fræk og hjerteskærende roman om et dansk familieliv anno ca. 1956. Det er sjovt og raffineret, men det er også mere end bare det: For i fortællerens kamp med historien er indlejret mor-datter-parrets kamp med sig selv, med hinanden og med kunsten. Politiken

Melodramaet i romanen er umiddelbart til at filmatisere og sende som tv-føljeton i 14 afsnit hver søndag aften i vinterhalvåret. Her er danmarkshistorie og familiekrønike på én gang. Kristeligt Dagblad

Pressen skrev om Den ny tid:

Katrine Marie Guldager ‘brillerer med sit blændende billedsprog’ i dette tredje bind ud af otte planlagte om en familie fra Køge igennem adskillige årtier. Vi er nu nået til slutningen af 1960’erne, hvor ‘hippier, ungdomsoprør og skilsmisse gør op med kernefamilien som ideal.’ Anmelderen spiser Guldagers romaner som chokolade og man kan sagtens begynde med denne selvom man ikke har fået smagt på de to første. Alt for damerne.

Katrine Marie Guldager ‘holder et imponerende højt niveau’ i denne familiekrønike, der nu er nået til tredje velskrevne bind. Der er yderligere fem i vente, men serien kunne for så vidt godt slutte her uden at skuffe det mindste. Ekstra Bladet

Katrine Marie Guldager skriver stærkt om familie, 60erne og følelsesmæssige afgrunde’ i dette tredje bind an hendes store familiekrønike. Tidligere har Lilly forladt sin mand og sine børn for at forfølge kunstnerdrømmen. I denne roman rammer konsekvenserne for fuldt drøn, ikke mindst datteren Leonora, der er beskrevet med stor følelsesmæssigt dybde. ‘Katrine Marie Guldager indkredser fint det famlende frihedssøgende’ i slutningen af 1960’erne, hvor alting var i skred, ’samtidig med at hun har overblik over klassiske savn og aggressioner, magtanvendelse og fortielser i familien.’ Berlingske

Det helt særlige ved Katrine Marie Guldagers romanserie er fortællestemmens sagatone, der lader ‘nedfaldne engle og luskende ulve’ være helt naturlige elementer i en almindelig dansk families historie og fælles erindringer. Forfatteren er end ikke nået til midten af sin stort anlagte serie om familien fra Køge, men indtil videre har hun afleveret ‘en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi,’ der strækker sig fra Anden verdenskrig til 1967, Politiken.

Pressen skrev om Peters død:

Søskendeparret Henry og Leonora er hovedpersonerne i dette fjerde og selvstændige bind i Katrine Marie Guldagers Køgekrønike.’ Derudover spiller de turbulente, venstreorienterede start-1970’ere en stor rolle i fortællingen, som ligesom de øvrige romaner i serien er garneret med ganske subtile forfatterkommentarer, der blandt andet indvier læseren i fortællerens dramaturgiske overvejelser.’ Bogen er ’overskudsagtigt sukker på toppen af et forvejen vægtigt storværk i ny dansk litteratur.’  Ekstra Bladet

Katrine Marie Guldager er ’original med et glimt i øjet i denne roman om 1970’ernes følelsesmæssige grænseoverskridelser og ’familiens klaustrofobi i en periode, hvor der blev gjort op med traditionelle familiemønstre og kønsroller.’ Det hele løftes af forfatterens særegne skrivestil og alvidende perspektiv på personernes færden samt en humor, der gerne kigger ned i angstens afgrunde. Berlingske.

Katrine Marie Guldager leverer ’elegant, solid litteratur’ i dette fjerde bind af hendes Køge-krønike. ’Man fryder sig over fortællerens kunnen’ og over, at det for en gangs skyld ikke er handlingens eller historiens fremdrift, der driver læsningen afsted, men i stedet ’en mesterlig fortællers indsigt i de oprørte vande i sine personernes indre.’ Information.

Katrine Marie Guldager skriver på noget stort i dansk litteratur. I dette fjerde bind i hendes Køge-krønike er vi nået til 1972 og kollektivernes epoke, hvilket der både kritisk, krast, kærligt og skrigende skægt bliver gjort oprør imod. Det ’brænder på for forfatteren på en måde, som virkelig sætter ild i teksten.’ Politiken.

De eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med.’ Sådan lyder en af de knastørre diagnoser i Katrine Marie Guldagers fjerde bind i hendes romansuite om en splittet familie fra Køge. Hvis man er heldig, er man – ligesom denne anmelder – gået så let og ubekymret igennem tilværelsen, at Guldagers beskrivelse og dissekering af sorg ikke virker alt for bekendt, men den rammer alligevel ’med al den erfaringens tyngde, som man mærker hos forfatteren.’ Weekendavisen.

Pressen skrev om Bror og søster:

Romanen skaber et eftertankens rum, hvor vi bliver mindet om, hvor begrænset tid, vi hver især har til at gøre dét, vi synes er vigtigt i vores liv. Det er fint og modent fremstillet, med blik for både lykke og ulykke, savn og søgen i familien. Man kan kun se frem til næste og sidste bind i Køge-krøniken. Berlingske

Katrine Marie Guldager træder med sin store episke familie-krønike ind i ’en slægt af skribenter, der rækker tilbage til Tolstoj og Thomas Mann, Henrik Pontoppidan og Christian Kampmann.’ Hun vil have, at læserne skal blive klogere og bedre mennesker, og bortset fra ganske få afsnit, hvor hendes alvidende fortæller bliver for belærende, er denne roman ’en nøjagtigt lige så dejlig, klog og i ordets bedste forstand medrivende beretning som alle de øvrige bind. Politiken

Katrine Marie Guldager har givet sig selv en fremtrædende rolle’ i sin Køge-krønike, der i denne ombæring handler om ’søskendesolidaritetens onde tvilling: mistillid, misundelse, illoyalitet.’ At forfatteren kommenterer sine romanfigurers gøren og laden og i ’ bisætninger ser ind i deres fremtid og varsler kommende begivenheder, er et både modigt og interessant greb, som hun kontrollerer med kølig suverænitet. Weekendavisen

Katrine Marie Guldagers romaner er sprogligt en stor fornøjelse at læse. Hvert eneste ord i hver eneste sætning er bare helt perfekt. Tidsbilledet er perfekt, og så er jeg bare totalt vild med, når forfatteren ”blander sig” i sin historie, som Guldager gør det gang på gang uden at misbruge grebet. Med sætninger som: ”Men her må både romanforfatteren og læseren bøje sig for det faktum, at det kan Henry ikke: Fordi han er rasende”.  Forfatteren har udtalt, at krøniken bliver på i alt seks bind, men for mig at se er det alt for lidt. Jeg vil jo gerne vide, hvordan det går familien. Nu er der født en helt ny generation, og der er flere på vej. Derudover har Henry mødt Sally, og jeg håber, han kan finde sin plads i sin familie og i sit eget liv. Litteratursiden.

Humoren, den venligt ironiske distance til karaktererne, er en af romanens forcer, men også anvendelsen af » den olympiske fortæller « , som er alvidende, henvender sig til læseren og gør denne til medvider med sine flash forwards, virker godt. Stærkest indtryk gør dog forfatterens indsigt i menneskets ensomhed blandt andre mennesker, dets umulige søgen efter livets kerne og dets evindelige selvbedrag. Klog bog. Dagbladenes bureau.